LB: Waitomo Caves - Black Water Rafting

Og så besluttede vi os for at efterlade vores forventninger i den netop parkerede camper-van, for sådan overraskes vi bedst. Præcise instrukser fra amerikanske Jessica, hvis svage stemme tvang os til at spidse ører, samt Neil's hjælpende hånd ved iførelsen af de umulige våddragter, gjorde, at vores gruppe på kort tid stod klar til holdfoto i fuld mondering (billedet ovenfor). Under de grønne bakker, hvor får og heste græssede, ventede os en mørk og kold eftermiddag i de berygtede Waitomo-grotters dyb...

WARM-UP

"Who's first?", blev der spurgt i en så ubekymret tone, at platformen over et lille hul i jorden, hvor igennem et reb blev opslugt af mørket, pludselig syntes indbydende. Indgangen til underverdenen var en meter i diameter, og fornemmelsen af højde forsvandt i mørket jo længere man firede sig væk fra lysåbningen, der nu bare lyste som en klar stjerne. Således anede heller ingen ved fodfæste i dybet, at de havde rapellet sig hele 35 m. ned under jorden. Dette var dog fakta.

"Who's first?", blev der spurgt i en så bekymret tone, at afsatsen over et stort, mørkt rum (man fornemmede, det rungede, når man talte), hvor kun en line hang, fik os til at bakke en smule bagud. Afsted vi pludselig fløj på mørkets svævebane. Uvidende om linens forløb brød vi ud i skrig, og da lyden af et brusende vandfald pludselig hørtes længere fremme, lukkede øjnene automatisk i...
Med pandelamperne på "on" fandt vi os en plads på en kant, hvor en flod roligt kastede lyset tilbage. Hvor langt ned der var, fik vi mulighed for at mærke os til, når den varme kakao og det New Zealandske hjemmebag var nydt. Således hyggede vi os frem til næste udfordring.

Just jump!

"Who's first?", blev der igen spurgt i en så ubekymret tone, og med en sådan energi, at den iskolde flod og det larmende vandfald for et kort øjeblik tav, for så at vende tilbage med endnu højere buldren, der i kombination med Neil's spørgsmål nu igen fik de fleste til at slå i bakgear. Men som færre og færre blev tilbage på kanten over floden, indså Camilla og jeg, at tiden var blevet vores. Med en sort badering under rumpen satte vi af og landede med et gigantisk plask et sted i mørket (billedet ovenfor). I luften kastede vi bekymringen om vandtemperaturen bort, men ved mødet med det 5 gr. kolde vand, der som en slange sneg sig ind under våddragten, ja så skal jeg lige love for, kuldebekymringerne vaktes til livs. Det var SÅ koldt!
Og så dannede vi en lang slange og bevægede os ned ad flodens svage strøm. Når man lod hovedet falde bagover og overgav sig til Jessicas fortællinger, glemtes tid og sted med et under de selvlysende ormes udefinerbare formationer (ja, selvlysende orme danner den underjordiske stjernehimmel i Waitomo Caves - sikke et syn!!). Vi var vidner til måske verdens bedste godnathistorie - og det endda midt på dagen!
Efter endnu en varm drik at berolige sjælen med, begav vi os mod en af de mange udgange. Inden vi kunne vende tilbage til trygheden og solens varme stråler, ventede to store, larmende udfordringer dog på at blive passeret... Disse vil jeg ikke røbe, for jeg håber, du en dag selv kommer hertil. Måske har du allerede været her, og så forstår du min begejstring. Uden at vide alt om, hvad der venter dig under jorden, bliver du med garanti positivt overrasket...



More info about Waitomo adventures?


/T-spotter