LB: Yosemite to Lone Pine

Skiinstruktøren fra dampbadet aftenen forinden rådede os til at køre nord om bjergkæden Sierra Nevada for at komme til...
The Death Valley, da denne tur, gennem bl.a. South Lake Tahoe, forbi spøgelsesbyen Bodie og saltsøen Lake Mono, ifølge ham var en langt mere interessant rute end den sydlige, der mest af alt ville bringe os over evige, flade, vidtstrakte marker. Uvidende om USA's maguritruter, havde vi intet grundlag for at stille spørgsmålstegn ved hans forslag, og Mustangen fik noget pedal på den ca. fem timer længere strækning.
Ved Lake Tahoe nød vi synet af de sneklædte bjergtoppe og de mange løjper med vrikkende skiløbere. Sikke en udsigt de måtte have haft fra disse tinder. Vi havde ikke tid til ret meget mere end at køre igennem Tahoe, vi havde bestemt at lægge vejen forbi guldgraver-spøgelsesbyen Bodie i stedet. Ved en tankstation ca. 10 km. før byen, spurgte vi tankpasseren til råds om stedet. "Der er desværre lukket for i dag, de åbner i morgen kl. 09" sagde han venligt. Det havde vi slet ikke tid til at vente på, og jeg spurgte undrende, om  ikke man kunne køre dertil for bare at mærke stemningen - vi anede jo ikke, hvad det var. Så tav han, jeg ventede spændt på hans svar. "Hvis du vil at politiet skal skyde på dig, så jo. Passerer du afspærringen til området, som er statsejet, så har politiet fuld ret til at beskyde dig. For ikke længe siden trodsede en mand afspærringen og fik 16 skudhuller i sin bil, hvoraf de seks sad i motoren. Og vi snakker altså AK-47. Han var heldig, han ikke mistede livet..." Tankpasseren nød at se mit nu lammede ansigtsudtryk og fortsatte derfor ufortrødent, "han har fået ti års fængsel, de er pisse ligeglade herude". Jeg sank, anede ikke med hvilke ord, jeg skulle udtrykke min skræk og spurgte, i et håb om at vinde lidt tryghed tilbage, om vedkommende var amerikaner. Det var han. Så betalte vi for benzinen og de trøstende snacks, forlod stedet som to paranoide junkier på flugt fra fantasi-rovdyr. Med tankpasserens skræmmende "take care" rungende i hovedet, kørte vi forbi den afspærrede indgang til spøgelsesbyen med lukkede øjne.

South Lake Tahoe

Mono Lake

Mono Lake

Mono Lake

Lake Monos saltformatiomer bliver ikke beskuet af mange her i vintermånederne, og vi følte os virkelig langt borte der på gangbroen med udsigt over den halvtomme sø. Mon udsigtsposten var lukket, vi var de eneste, måske blev vi snart beskudt? Af en snigmorder? I sivbusken bag os hørte vi pludselig mistænkelige lyde... En lille uskyldig fugl fløj tilvejrs. Så lo Camilla. Måske var det på tide med noget festligt musik og ubekymrede tanker? Med fuld volume cruisede vi videre ad de langstrakte highways til mørkets usynlige farer ledte os til en overnatning på et motel i halvdøde Lone Pine. Og her var der ingen snak om alle de film med skyderi-scener på amerikanske moteller i afsides landsbyer - i stedet ringede de fra en radiostation i Danmark til en hyggesnak om rejselivet.
Natten bød heldigvis ikke på mareridt.

Mirror pic

/T-spotter